34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 399 kr.

Klas Östergren

Klas Östergren (f. 1955) er svensk forfatter, dramatiker og oversætter og en af Sveriges litterære sværvægtere. Han voksede op på Lilla Essingen – en lille ø i det centrale Stockholm – i en familie på seks. Faderen var oprindelig fra Finland og gjorde en dyd ud af at tale et pænt svensk, der ikke røbede hans herkomst. Han manifesterer sig i flere af Östergrens romaner som en gådefuld figur, lige dele pral, jovialt letsind og depressivt mørke – et mørke sønnen tilskriver faderens traumatiske oplevelser under 1. Verdenskrig.

Klas debuterede som romanforfatter i 1975 med den lille roman Attila, skrevet på en gammel Facit-skrivemaskine, han havde overtaget fra sin storebror (og som han i øvrigt har skrevet alle sine romaner på). Sit helt store gennembrud fik han med den samtidskritiske roman Gentlemen (1980) om en ung forfatter ved navn Klas Östergrens møde med de excentriske Morgan-brødre.

Klas Östergren skriver en lettilgængelig, litterær prosa, der ofte har en samtidskritisk brod og bygges op i flere tidslige lag. Personerne i hans romaner og fortællinger er som regel afvigere med skyggefulde hemmeligheder, der bryder med det omgivende samfund. Han har udgivet 14 romaner og et par novellesamlinger og er oversat til mere end 20 sprog. I 2014 blev han valgt ind i Det Svenske Akademi og er således med til at uddele Nobelprisen i litteratur.

Klas Östergren er bosiddende i Kivik i det sydøstlige Skåne.

Bøger